Mascot International A/S

Area Sales Consultant til Sydjylland og Fyn

Kan du forestille dig at sælge verdens bedste arbejdsbeklædning og sikkerhedsfodtøj til vores MASCOT-forhandlere? Og har du lyst til at blive en del af et team af engagerede kolleger, der brænder for at levere det allerbedste – hver gang? Så er du muligvis den Area Sales Consultant, vi søger.

Opbygge og udvikle salget til Mascot forhandlere i salgsdistriktet
Da vi udvider vores salgsteam i Danmark, søger vi til en nyoprettet stilling en Area Sales Consultant, som med reference til vores salgschef vil blive en del af et dedikeret team af dygtige kolleger. Sammen med Area Sales Manageren i distriktet får I en vigtig opgave i at koordinere salgsindsatsen af vores produkter og løsninger til et bredt forhandlernetværk.

Din dagligdag vil være på landevejen med planlagte møder hos forhandlerne. Du vil dagligt have tæt dialog med dine kolleger i distriktet, hvor I koordinerer fx indsatser og fokus i forbindelse med fastholdelse og udvikling af salget hos eksisterende forhandlere.


Dine primære arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • pleje og udvikle eksisterende forhandlere
  • gennemførelse og opfølgning af planlagte salgsaktiviteter
  • præsentation og ind-salg af produktnyheder og salgskampagner
  • tilbudsgivning og ordreoptagelse
  • indretning, dekoration samt kampagneudstillinger hos forhandlerne i samarbejde med Visual Merchandiser
  • produkttræning af medarbejdere hos forhandlere
  • deltagelse i butiksaktiviteter og messer

Herudover får du også mulighed for, med dine input fra markedet, at få indflydelse på den samlede salgsstrategi i Danmark.

Energisk salgsprofil med gode relationskompetencer
For at du får succes i jobbet, er det vigtigt, at du arbejder selvstændigt, at du har et stort drive kombineret med, at du er resultatorienteret. Du evner at arbejde med salg ud fra et strategisk og operationelt perspektiv, og du udfordrer og motiverer andre til at nå fælles mål. Du trives i et tempofyldt og dynamisk arbejdsmiljø. Du har en overbevisende personlighed, er god til at lytte og forstår at skabe langvarige relationer. Du udstråler passion og engagement, ser muligheder og formår at tænke ud af boksen, samtidig med at du får eksekveret og afsluttet.

Vi ser helst, at du har en salgsrelateret uddannelse samt mindst 2 års erfaring fra en lignende stilling med salg til forhandlere eller fra butik med salg af fx beklædning eller sportsudstyr.

Hvad kan vi tilbyde?
Du bliver en del af et erfarent, succesfuldt og engageret team, hvor videndeling, begejstring, energi og resultatorientering går op i en højere enhed. I din hverdag vil du opleve en solid backup fra en professionel organisation med gode kollegaer i både Intern salg og marketingafdelingen, som alle er klar til at hjælpe dig og kollegerne i distriktet.

For dig med den rette indstilling og engagement, vil du få et job med stort potentiale og høj succesrate. Du har bopæl i Sydjylland eller på Fyn og vil med udgangspunkt fra dit hjemmekontor få et frit og selvstændigt job, hvor du selv planlægger din dag.

Du vil i dagligdagen have tæt samarbejde med kollegaerne i salgsdistriktet. Du vil ved opstart gennemgå et planlagt introprogram og grundig oplæring i Mascot salgsværktøjer og produktsortiment.

Vi tilbyder en attraktiv løn samt pension- og bonusordning og stiller bil til rådighed.

Bliv en del af en stærk kultur
MASCOT er en international virksomhed i kraftig vækst med en stærk og ambitiøs kultur båret af engagement, kompetencer, flid og samarbejde. Vores ambition er at udvikle, producere, markedsføre og sælge verdens bedste arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj. Du bliver en del af en dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling, hvor vi hver dag tilgår vores opgaver med et højt energiniveau, en løsningsorienteret fleksibilitet og omstillingsparathed. Hos os får du stort ansvar, samtidig med at vores ledere gennem coaching, motivation og opfølgning skaber fundament for faglig og personlig udvikling af de enkelte medarbejdere.

MASCOT er en danskejet familievirksomhed og er helt grundlæggende funderet på de familiære værdier. Vi stoler på hinanden, passer på hinanden og behandler hinanden ordentligt og med respekt. Det er også den tilgang, vi har til vores kunder og andre samarbejdspartnere. Vi gør os umage med at tilbyde en professionel og fremsynet løsning. Ordentlighed og kvalitet i enhver henseende er i højsædet.

Interesseret?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner hos Mascot, Charlotte Risager Geertsen på telefon 8724 4773.

Relevante ansøgere indkaldes løbende til samtale, så søg stillingen hurtigst muligt, da vi behandler ansøgningerne løbende. Vær venligst opmærksom på, at vi lukker processen, når vi vurderer, at vi har et relevant kandidatfelt at arbejde videre med. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter på den rette kandidat.

Vi ser frem til at høre fra dig.

 

Del på:
Region:
Region Syddanmark
Ansøgningsfrist:
Vi behandler ansøgninger løbende
Tiltrædelse:
Hurtigst muligt
Arbejdssted:
Sydjylland
Yderligere oplysninger fås hos:
Charlotte Risager Geertsen
Telefon: +45 87244773
Mobil: +45 30944231
Tilbage til toppen