Mascot International A/S

HR Business Partner Tysktalende lande (DACH)

Er du en kompetent og passioneret HR-professionel, og brænder du for at blive sparringspartner for og understøtte den tysktalende del af en international koncern?  Bliv fagligt udfordret hos MASCOT – en vækstvirksomhed med en fagligt stærk arbejdskultur og stærke virksomhedsværdier.

Din hverdag
Du vil få otte dedikerede og professionelle kolleger i HR-afdelingen at sparre med, og vi udvider med yderligere tre stillinger i nærmeste fremtid. Vi er et velfungerende team, der løser en bred vifte af HR-relaterede opgaver. Opgaverne er ofte udfordrende, og man skal ofte tænke ud over ”hvad vi plejer at gøre”. Hverdagen er travl og sjældent forudsigelig, og vi samarbejder tæt med alle afdelinger hos MASCOT.

Dine opgaver bliver:

  • Gennemføre hele rekrutteringsprocessen fra udarbejdelse af jobprofil og stillingsopslag til gennemførsel af screeningssamtaler, dybdeinterview, testfeedback, referenceindhentning og beslutning om ansættelse i Tyskland, Østrig og Schweiz.
  • Finde kandidater i interne og eksterne CV-databaser (Xing, LinkedIn mfl.).
  • Sparring med lederne indenfor dit ansvarsområde – både om teamet, strategisk kompetenceudvikling og diverse discipliner indenfor HR-spektret.
  • Sparring med teamet efter behov.
  • Sikre at kontrakter og ansættelsesvilkår altid lever op til gældende lovgivning.
  • Deltage i og evt. ledelse af diverse HR-udviklingsprojekter.

Med reference til vores HR Manager bliver du en del af et dygtigt, tæt og humørfyldt team, der sparrer og vidensdeler, og hvor der også er plads til uformel dialog.

Lidt om dig:

Din baggrund kan være en uddannelse inden for HR eller organisation på minimum bachelorniveau. Du kan også komme fra en stilling som HR Business Partner, HR-konsulent eller Talent Acquisition Specialist i en mellemstor eller større virksomhed. Vigtigst er det, at du har erfaring fra en lignende stilling, hvor HR-arbejdet har haft et forretningsmæssigt perspektiv. Du har bl.a. arbejdet med rekruttering, test, testtilbagemeldinger og kompetenceudvikling, så du vil kunne træde sikkert ind i jobbet fra dag ét. Du brænder for at gøre dig umage trods travlhed, og for altid at finde og ansætte den rigtige kandidat til jobbet.

Du behersker tysk og engelsk flydende og professionelt. Det vil være en fordel, hvis dansk også beherskes professionelt.

Du kommer til at samarbejde med hele organisationen, hvorfor du er udadvendt og god til at samarbejde. Du kan iværksætte, koordinere og afslutte, og du har en god situationsfornemmelse. Du arbejder passioneret med andre mennesker, og du er god til både at lytte og forstå. Du er handlingsorienteret, selvkørende og har en rationel tilgang til opgaverne. Din arbejdsstil er præget af struktur, detaljer og ansvarsbevidsthed. Dit CV er desuden stabilt.

 Hvad kan vi tilbyde?

 Bliv en del af en stærk kultur

MASCOT er en international vækstvirksomhed med en stærk og ambitiøs kultur båret af engagement, kompetencer, flid og samarbejde. Vores ambition er at udvikle, producere, markedsføre og sælge verdens bedste arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj. Du bliver en del af en dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling, hvor vi hver dag tilgår vores opgaver med et højt energiniveau, en løsningsorienteret fleksibilitet og omstillingsparathed. Hos os får du stort ansvar, samtidig med at vores ledere gennem coaching, motivation og opfølgning skaber fundament for faglig og personlig udvikling af de enkelte medarbejdere.

MASCOT er en familieejet virksomhed og er helt grundlæggende funderet på de familiære værdier. Vi stoler på hinanden, passer på hinanden og behandler hinanden ordentligt og med respekt. Det er også den tilgang, vi har til vores kunder og andre samarbejdspartnere. Vi gør os umage med at tilbyde en professionel og fremsynet løsning. Ordentlighed og kvalitet er i enhver henseende i højsædet.

Topmoderne rammer, skabt til arbejdsglæde og dynamik

Vi er i september 2018 flyttet ind i vores domicil i Pårup vest for Silkeborg. Herfra tilbyder vi en dynamisk hverdag i topmoderne fysiske rammer, både hvad angår interiør og eksteriør. Domicilet er bygget og indrettet med fokus på fællesskabet, et godt arbejdsmiljø og støtter de interne arbejdsgange. Frokosten laves af vores dygtige kolleger i restauranten, og både før og efter arbejde kan du frit benytte vores velindrettede fitnesscenter med egen fitnessinstruktør og state-of-the-art maskiner.

MASCOTs domicil er beliggende lige ved Herning-motorvejen og hovedvej A13, hvorved der er nem tilgang i bil fra hele det midt- og østjyske område.

Del på:
Region:
Region Midtjylland
Ansøgningsfrist:
Løbende
Tiltrædelse:
Så snart som muligt
Arbejdssted:
Pårup v. Silkeborg
Yderligere oplysninger fås hos:
HR Chef Halfdan Bock Andersen
Mobil: +45 3018 8232
Hjemmeside:
http://www.mascot.dk
Tilbage til toppen