Mascot International A/S

Automation Specialist (RPA Specialist)

Vil du skabe procesoptimering ved hjælp af automatisering på tværs af forretningsområder i en international virksomhed? Er du skarp til at gennemskue detaljer og komplekse sammenhænge? Og har du kendskab til og er motiveret for at arbejde med RPA? Så er du måske vores nye kollega.

Om jobbet
Du bliver en del af afdelingen Process Optimization som arbejder med at skabe værdiskabende forbedringer på tværs af organisationen. Ud over dine to kollegaer i Pårup vil du også samarbejde med tre kollegaer på vores kontor i Hanoi, Vietnam. Vi vægter vores værdier i teamet højt, vi har høje ambitioner, en professionel stolthed og vi arbejder sammen som en enhed.

Du vil få en nøglerolle i at udvikle RPA-løsninger, der understøtter effektive processer i forretningen. Du kan lide at udvikle, og det er dig vi kommer til, når vi står med en proces, der skal automatiseres. Udover din tekniske forståelse formår du at implementere løsninger, der skaber værdi i en forretningsmæssig kontekst. Du evner at skabe og arbejde i faste strukturer, som sikrer et ensartet og dokumenterbart automatiseringsmiljø. Du kan bruge både dine samarbejdsevner og evner til at arbejde selvstændigt.

Du får følgende ansvarsområder indenfor automatisering:

  • Udvikle, opbygge, teste og dokumentere RPA- og andre automatiseringsløsninger
  • Deltage i beslutninger indenfor valg af løsninger
  • Sikre et effektivt teknisk miljø
  • Understøtte performance ved løbende optimering og evaluering
  • Vejlede teamkollegaer i at drifte og monitorere løsninger 

Om dig
Vi forestiller os, at du har f.eks. en cand.merc.it. eller en anden relevant IT-uddannelse - gerne kombineret med erhvervserfaring evt. som konsulent. Du har kendskab til programmering indenfor RPA og Excel VBA, og evt. andre kodesprog. Hvis du har erfaring med brug af SAP, Python eller Microsoft Power Automate, vil det være en fordel.

For at få succes i jobbet er det altafgørende at du er nysgerrig, detaljeorienteret, vedholdende, metodisk konsekvent og en effektiv problemknuser. Du trives som en del af et team, og du har en god forståelse for, hvordan et godt samarbejde kan øge teamets samlede performance. Du har nemt ved og nyder at tilegne dig viden om nye systemer og teknologier. Du er god til at prioritere og formår at overholde dine deadlines – også når det skal gå stærkt.

Du kommunikerer tydeligt og professionelt og taler og skriver dansk og engelsk flydende.

Bliv en del af en stærk kultur
MASCOT er en international vækstvirksomhed med en stærk og ambitiøs kultur båret af engagement, kompetencer, flid og samarbejde. Vores ambition er at udvikle, producere, markedsføre og sælge verdens bedste arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj. Du bliver en del af en dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling, hvor vi hver dag tilgår vores opgaver med et højt energiniveau, en løsningsorienteret fleksibilitet og omstillingsparathed. Hos os får du stort ansvar, samtidig med at vores ledere gennem coaching, motivation og opfølgning skaber fundament for faglig og personlig udvikling af de enkelte medarbejdere.

MASCOT er også en familievirksomhed og er helt grundlæggende funderet på de familiære værdier. Vi stoler på hinanden, passer på hinanden og behandler hinanden ordentligt og med respekt. Det er også den tilgang, vi har til vores kunder og andre samarbejdspartnere. Vi gør os umage med at tilbyde en professionel og fremsynet løsning. Ordentlighed og kvalitet i enhver henseende er i højsædet. 

Topmoderne rammer, skabt til arbejdsglæde og dynamik
Siden 2018 har vi haft til huse i vores nybyggede domicil i Pårup vest for Silkeborg. Herfra tilbyder vi en dynamisk hverdag i topmoderne fysiske rammer, både hvad angår interiør og eksteriør. Domicilet er bygget og indrettet med fokus på fællesskabet, et godt arbejdsmiljø og støtter de interne arbejdsgange. Frokosten laves af vores dygtige kokke i restauranten, og både før og efter arbejde kan du frit benytte vores velindrettede fitnesscenter med state-of-the-art maskiner.

MASCOTs domicil er beliggende lige ved Herning-motorvejen og hovedvej A13, hvorved der er nem tilgang i bil fra hele det midtjyske og østjyske område.

Del på:
Region:
Region Midtjylland
Ansøgningsfrist:
Vi læser ansøgninger løbende
Tiltrædelse:
Hurtigst muligt
Arbejdssted:
Pårup v. Silkeborg
Yderligere oplysninger fås hos:
Sofie Lykke Kristensen
Telefon: +45 8724 4862
Mobil: +45 5050 8346
Hjemmeside:
http://www.mascot.dk
Tilbage til toppen