Mascot International A/S Internal Sales

Handelselev

Drømmer du om at starte din karriere i en international vækstvirksomhed? Søger du en elevplads i Midtjylland med varierende opgaver, et godt socialt arbejdsmiljø og spændende muligheder? Så er du måske vores næste handelselev.

MASCOT søger nu handelselever fra efteråret 2024 til et dynamisk, multikulturelt og meget socialt arbejdsmiljø. Som elev hos MASCOT vil du få en spændende toårig handelsuddannelse i en international virksomhed med dedikerede og hjælpsomme kollegaer. Du kommer til at lære en masse om – og arbejde med – salg, kundeservice, ordreafgivelse og produktrådgivning i topklasse. 
Som handelselev bliver du en vigtig del af vores interne salgsafdeling, hvor vi brænder for at supportere vores kunder og sælgere. Hos MASCOT vil vi ikke blot klæde dig på til at klare dine opgaver, men også til din fremtidige karriere!

Hvad siger vores handelselev, August om at være en del af MASCOT:

”Hos MASCOT får du utroligt meget med i rygsækken. Næsten mere end der kan være i rygsækken. Hvis du er klar på at lære en masse og er energisk, samt fordyber dig i dit arbejde hos MASCOT, så er MASCOT klar til at bakke op omkring din læring. Du får muligheden for at få ansvar for rigtigt mange interessante arbejdsopgaver – og så hos en af verdens største leverandører af arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj. Udover de daglige og meget interessante arbejdsopgaver med kundeservice, MASCOT’s spændende salgskanaler, samt ERP-systemet SAP, så har jeg f.eks. fået muligheden for at få et indblik i alle MASCOT’s afdelinger. Jeg har eksempelvis været med på vores over 900 m² store stand til A+A messen i Düsseldorf og ude at køre med en af vores kørende sælgere – også en fed oplevelse som giver et super indblik i MASCOT’s måde at handle på. Jeg kunne blive ved med at nævne utroligt gode ting om, hvordan det er at være handelselev hos MASCOT, men for, at I ikke skal til at læse en hel stil, så er der kun én ting at sige … hold dig ikke tilbage med at søge – her har du en kæmpe mulighed!”

Elevforløb med dine interesser i fokus
Vores internationale afdeling består af i alt 50 dedikerede kollegaer, hvoraf 5 er elever, fra næsten hele verden – alle samlet ét sted. Du vil blive en del af et team, der fokuserer på at yde den bedste support for vores forhandlere og sælgere på tværs af Europa. Udover samarbejdet med kollegaerne i Danmark vil du også komme til at arbejde tæt sammen med vores kollegaer fra intern salg i Hanoi, Vietnam.
Du vil få mulighed for at sætte dit eget præg på din faglige og personlige udvikling, da dit elevforløb vil blive sammensat i samarbejde med dig og vil derfor indeholde faste opgaver, men også områder der motiverer og interesserer dig.

Du vil få en spændende hverdag, hvor arbejdsopgaverne blandt andet vil bestå af:

  • Support og ordreopfølgning i vores interne systemer – både telefonisk og på mail
  • Retur- og reklamationsbehandling
  • Ordreindtastning
  • Produktrådgivning
  • Opsætning og support af B2B-kunder og sælgere på forskellige digitale platforme

Du vil også få mulighed for at komme med vores sælgere på besøg hos kunder samt få indblik i arbejdsgangene i andre afdelinger, så du får en bedre forståelse for hverdagen i en international virksomhed.

Hos MASCOT vil vi gøre alt for at skabe succes sammen med dig, og med den rette indstilling og engagement er der gode muligheder for din udvikling hos os. For den rette elev kan der også være mulighed for at fortsætte karrieren hos os.

Serviceminded elev med fokus på kvalitet
Du er i gang med eller har gennemført en HHX, STX, eller EUX uddannelse, og du er en teamplayer, der samtidig er i stand til at arbejde selvstændigt i din opgaveløsning. Som person er du ihærdig og kvalitetsbevidst, og det falder dig naturligt at overholde aftaler og deadlines. Du brænder for at yde den bedste kundeservice i en hverdag, hvor din struktur og dit overblik vil hjælpe dig til at få succes.
Vi forventer, at du har flair for IT og har et godt kendskab til Excel – eller har lyst til at blive rigtig skarp til at bruge programmet. Dine sprogkompetencer er stærke, og du begår dig ubesværet på dansk. Behersker du også engelsk, spansk, fransk, tysk, svensk, eller norsk i skrift og tale, så er det et plus. 

Sådan søger du

Du kan søge stillingen via vores hjemmeside. Vi læser ansøgninger og indkalder løbende til samtale, så søg allerede i dag. Opstart vil være d. 1/9-2024, og vi forventer at du har færdiggjort din ungdomsuddannelse inden din første dag. 

Bliv en del af en stærk kultur
MASCOT er en international vækstvirksomhed med en stærk og ambitiøs kultur båret af engagement, kompetencer, flid og samarbejde. Vores ambition er at udvikle, producere, markedsføre og sælge verdens bedste arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj. Du bliver en del af en dynamisk arbejdsplads i konstant udvikling, hvor vi hver dag tilgår vores opgaver med et højt energiniveau, en løsningsorienteret fleksibilitet og omstillingsparathed. Hos os får du stort ansvar, samtidig med at vores ledere gennem coaching, motivation og opfølgning skaber fundament for faglig og personlig udvikling af de enkelte medarbejdere.
MASCOT er også en familieejet virksomhed og er helt grundlæggende funderet på de familiære værdier. Vi stoler på hinanden, passer på hinanden og behandler hinanden ordentligt og med respekt. Ordentlighed og kvalitet i enhver henseende er i højsædet.

Topmoderne rammer, skabt til arbejdsglæde og dynamik
Siden 2018 har vi haft til huse i vores nybyggede domicil i Pårup vest for Silkeborg. Herfra tilbyder vi en dynamisk hverdag i topmoderne fysiske rammer, både hvad angår interiør og eksteriør. Domicilet er bygget og indrettet med fokus på fællesskabet, et godt arbejdsmiljø og støtter de interne arbejdsgange. Frokosten laves af vores dygtige kokke i restauranten, og både før og efter arbejde kan du frit benytte vores velindrettede fitnesscenter med state-of-the-art maskiner.
MASCOTs domicil er beliggende lige ved Herning-motorvejen og hovedvej A13, hvorved der er nem tilgang i bil fra hele det midtjyske og østjyske område.

Vi ser frem til at modtage dit CV og din ansøgning på dansk eller engelsk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Del på:
Region:
Region Midtjylland
Ansøgningsfrist:
Løbende
Tiltrædelse:
01-09-2024
Arbejdssted:
Engesvang
Yderligere oplysninger fås hos:
Dorthe Stahlfest Jørgensen
Telefon: +45 78715142
Mobil: +45 30102678
Hjemmeside:
http://www.mascot.dk
Tilbage til toppen