Mascot International A/S

Account Manager i markedsledende virksomhed

Få stort ansvar og en hverdag, du selv tilrettelægger med distrikt i Hovedstadsområdet

Drømmer du om at dygtiggøre dig inden for salg og kunderelationer? Så kan næste led i din karriere være et salgsjob hos MASCOT, hvor du ikke alene får masser af frihed og ansvar. Du får også backup af en professionel organisation og gode kolleger, når du skal ud og sælge markedsledende produkter.

Jobbet
I jobbet vil du tage dig af det opsøgende salg og styrkelse af kunderelationer ved hjælp af besøg og præsentationer hos slutbrugeren. Vi sørger for at uddanne dig i vores produkter og salgsværktøjer, og klæde dig godt på inden vi slipper dig løs på landevejen. Du vil få adgang til flere velafprøvede værktøjer og løsninger i relationen med slutbrugerne og til at danne langsigtede beklædningsløsninger for slutbrugerne.

Sammen med dine kolleger i distriktet og med reference til teamleder for de øvrige Account Managers, vil din hverdag hovedsagelig bestå af fokus på ny-salg til nye slutbrugere i tæt samarbejde med vores forhandlere. Slutbrugerne arbejder inden for brancher som eksempelvis byggeri, håndværk, transport og industri. Du skal kunne se dig selv præsentere løsninger af MASCOT arbejdsbeklædning og sikkerhedsfodtøj i en af de nye, velindrettede Show-vans der giver et perfekt udgangspunkt for din salgsudvikling af vores produktsortiment i form af markedets bedste service og vejledning.

Din succes i jobbet
Din succes afhænger af dit drive, din vedholdenhed, at du får noget fra hånden, og hvor god du er til at skabe kontakter og relationer, som også sikrer dig, at din pipeline holdes ved lige. Du vil blive ansvarlig for salg til slutbrugere i samarbejde med vores forhandlere i distriktet, hvor du selv skal opsøge slutbrugervirksomhederne, og hvor din succes afspejles i resultaterne.

Hvem er du

Dit drive er at få salgsaftalerne i hus. Du har øje for salgspotentialer på din vej og er ikke bleg for at tage kontakt til andre med henblik på et salg. Med andre ord besidder du et veludviklet huntergen. Du er en nørd – eller har lyst til at blive det – inden for metervarer, pasform og detaljer, og du drives af at finde lige det produkt, som passer til den enkelte slutbrugers behov.

Du har en salgsrelateret uddannelse og erfaring med salg. Måske har du erfaring fra detailhandel med salg af fx modetøj, tekstiler eller sportstøj og -udstyr. Eller også har du måske erfaring med opsøgende salg til håndværks-, transport– og industrivirksomheder.

Som person har du et højt drive, hvilket er vigtigt, både når du skal igangsætte og tage initiativ - og når du skal afslutte. Vi ser gerne, at dit CV er stabilt, viser engagement og commitment, og at du brænder for det, du laver. Dit salgsdistrikt dækker Hovedstadsområdet, og det forventes, at du har bopæl i distriktet.

Din motivation

Du er ambitiøs, drives af at sælge og er derfor på udkig efter nye udfordringer, hvor du kan anvende dit huntergen i en professionel og international vækstvirksomhed. Du motiveres af store krav til dine præstationer, og du ser frem til at skulle samarbejde med dygtige og engagerede kolleger, som hele tiden sikrer, at du bliver udfordret, og også at du udvikler dig.

Hvem er vi

Du kommer til at arbejde i en international vækstvirksomhed med sunde værdier og en fantastisk virksomhedskultur, båret af dygtighed, engagement, flid og samarbejde. Vi opfører os ordentligt over for såvel vores kunder, vores kolleger som vores samarbejdspartnere. Vi giver frihed under ansvar og belønner resultater. Vi lægger vægt på ledelse, der gennem blandt andet coaching, motivation og opfølgning støtter den aktive udvikling af de enkelte medarbejdere, således deres fulde potentiale udnyttes.

Vi tilbyder

Et job med stort potentiale og høj succesrate for dig med den rette indstilling og engagement. Du vil med udgangspunkt i egen bopæl få et frit og selvstændigt job, hvor du selv er herre over din dag. Du vil få en grundig oplæring, inden du slippes løs i distriktet. For den rette kandidat vil der være gode udviklingsmuligheder i virksomheden.

Del på:
Region:
Region Hovedstaden
Jobtype:
Fast
Arbejdstid:
Heltid
Ansøgningsfrist:
løbende
Tiltrædelse:
snarest muligt
Arbejdssted:
Hovedstadsområdet
Yderligere oplysninger fås hos:
Charlotte Risager Geertsen
Telefon: +45 8724 4773
Mobil: +45 3094 4231
Hjemmeside:
http://www.mascot.dk
Tilbage til toppen